Filmen ’Normaliseret’ bevæger sig over sin blot fem minutter lange spilletid fra en nedslidt vaskekælder og gråtonede boligblokke i Urbanplanen til Gamle Scene i Det Kongelige Teater. Fra skam over en uprivilegeret opvækst til euforisk dans, en gruppe brune unge løftet op på den ikoniske scene og et håb om fremtiden.

»Brun er dansk, lyt ikke til dem, hvis de vil sætte dig på plads«, messer de unge mennesker fra scenen.

»Vores film er en alternativ promoveringsfilm og et tværkunstnerisk projekt, der forener poesi, film, dans og musik«, fortæller Amalie Maria Nielsen om projektet, som filminstruktøren har skabt i samarbejde med forfatter Haidar Ansari, solodanser ved Den Kongelige Ballet Astrid Elbo og producer Tobias Rytter, og som Soundvenue har premiere på i dag.

’Normaliseret’ er navngivet efter Haidar Ansaris nye digtsamling, som udkommer senere denne måned på Gyldendal, og har også hentet al sin tekst derfra. Men selve ideen til filmen opstod en oktoberaften over fyldte rødvinsglas, hvor Amalie Maria Nielsen og Haidar Ansari snakkede om, hvor fremmed et sted, Gamle Scene var for dem, og hvordan de oplevede, at finkulturelle københavnske institutioner kun repræsenterer en bestemt type mennesker.

»Vi kunne ikke slippe tanken: Hvad nu hvis vi placerer nogle andre mennesker på scenen, end dem vi er vant til at se? Det blev startskuddet«, fortæller Amalie Maria Nielsen, der til daglig går på filmuddannelsen Super16. Haidar Ansari er vokset op i Urbanplanen og er bedst kendt for sin debutdigtsamling, ’Institutionaliseret’.

Projektet samlede sig for alvor, da Astrid Elbo kom med ombord både som koreograf og danser.

»Astrid er nærmest vokset op på Det Kongelige Teater og er på en måde – en anden måde end Haidar – også institutionaliseret. Astrid og jeg har det tilfælles, at vi begge har skullet eksistere under nogle skarpt optegnede kønsstereotyper, der har føltes som en konstant begrænsning, og vi ønskede at få det opråb ind i projektet.

Både det Kongelige Teater og Gyldendal har støttet filmen.

»Danmark er et klassesamfund, hvor der tydeligt er en over- og underklasse, som giver deres privilegier videre i arv og derfor fastholder en form for fødekæde. Men jeg prøver at minde mig selv om, at vi også kan gøre brug af vores ord. Jeg synes derfor, at det er særligt vigtigt nu, at vi samler os og siger ’Vi er her, og vi har altid været her’«, afslutter Amalie Maria Nielsen.