Thomas Daneskovs sorte komedie ligner ingen andre danske film: Dybt absurd og urkomisk med sin fortælling om familiefaren Martin (Rasmus Bjerg), der har sagt farvel til kone og børn for at leve som byttejagende urmenneske i de norske fjelde.
Voldelig og mørk, når Martin får følgeskab af den småkriminelle Musa (Zaki Youssef), der såret efter en bilulykke bliver spundet ind i Martins selvbedrag med sine gamle gangstervenner i hælene.
Og overraskende øm i de to mænds spirende venskab og i skildringen af den aldrende norske politimand, der godt presset af Martins bekymrede kone (Sofie Gråbøl) sætter efter dem.
Som et skandinavisk modsvar på en Coen-film er ’Vildmænd’ et af årets absolutte danske filmhøjdepunkter, og til vores forpremiere stillede Rasmus Bjerg og instruktør Thomas Daneskov op til q&a efter rulleteksterne.
Thomas Daneskov har længe været kendt som et af landets store komisk orienterede talenter, og efter no budget-filmdebuten ’Eliten’ og DR-serien ‘Joe Tech’ får han nu sit store gennembrud med ’Vildmænd’.