TALKS / KONCERTER / FILMVISNINGER
TIDLIGERE EVENT
Forpremiere
Soundvenue præsenterer:
Forpremiere: ‘The Card Counter’ med Oscar Isaac i kraftpræstation
12. oktober 2021
Pris:
100 kr.
Empire Bio
SE FLERE SOUNDVENUE LIVE-EVENTS

Findes der en mere interessant skuespiller end Oscar Isaac?

Efter at have set den danskgifte stjerne i ‘The Card Counter’, som vores udsendte storroste efter verdenspremieren på Venedig-festivalen tidligere på måneden, virker det usandsynligt.

Her spiller Oscar Isaac en suveræn, men bemærkelsesværdigt mådeholden gambler, der har lært at tælle kort i fængslet og hjemtager gevinst efter gevinst ved casinoernes poker- og blackjack-borde.

Han lever et spartansk liv i nøje planlagte rammer, men der knækkes hul på hans gennemførte facade – og hans mildest talt traumatiserende fortid – da han møder en ung mand (Tye Sheridan), som vil have hævn over en tidligere oberst (Willem Dafoe) med grumme forbrydelser på cv’et, og en kvinde (Tiffany Haddisch i sin første seriøse rolle), der kommer med et tilbud, det er svært at afslå.

Paul Schrader er Hollywood-legenden, der har skrevet manuskript til ‘Taxi Driver’ og ‘Raging Bull’ og fik et opsigtsvækkende comeback med ‘First Reformed’, som vi kårede som årets bedste film i 2018.

Med ‘The Card Counter’ fortsætter Schrader storformen – ikke mindst takket være en lige dele dragende, mystisk, charmerende og plaget Oscar Isaac i hovedrollen. Man kan ikke tage øjnene fra ham.

SE FLERE SOUNDVENUE LIVE-EVENTS