Afsluttet event
Forpremiere på årets mest forrygende romantiske komedie, ‘Venuseffekten’ – med besøg fra holdet bag
Tidpunkt
24. oktober 2021
Sted
Empire Bio

Anna Emma Haudal fik et massivt gennembrud med ‘Doggystyle’, og derfor var forventningerne tårnhøje forud for hendes første spillefilm.

Men bare rolig: Den er alt, hvad man kunne håbe på, og mere til: Ligesom ‘Doggystyle’ er ‘Venuseffekten’ både virkelig sjov, oprigtigt romantisk, spækket med stærke ungdomsfølelser, fuld af varm sommerstemning og forankret i et fintfølende møde mellem land og by.

Til vores forpremiere var der efter filmvisningen besøg fra instruktøren og de to hovedrolleskuespillere: Kometen Johanne Milland og suveræne Josephine Park fra netop ‘Doggystyle’.

I ‘Venuseffekten’ spiller Milland den nogle-og-20-årige Liv, der arbejder på familiens gartnergård i provinsen og er trygt forankret i lokalmiljøet med forsamlingshusfester og en jævnaldrende fyr som kæreste.

Hendes verden åbner sig dog på uforudset vis, da hun møder den impulsive og kaotiske Andrea (Josephine Park), der – iført kussekostume – går i stå i sin bil uden for gartneriet. Det første flirtende møde bliver starten på en sprudlende og følsom fortælling, der også sætter Livs forældre, spillet af Lars Mikkelsen og Sofie Gråbøl, underholdende i scene.

Det er ikke nemt at dreje vellykkede romantiske komedier på dansk grund, men ‘Venuseffekten’ gør det på den allermest fornemme vis.

No items found.
Fortæl en ven