Er naturvinen blevet en anelse surere det seneste år? Er dine Yeezy Boost røget om bagerst i skabet? I så fald er det blot endnu et bevis på, hvor meget Fabräk er braget igennem lydmuren herhjemme.
På trods af at det kun er et år siden, at de to første singler ‘Voldsom’ og ‘Dårligt’ ramte som en kraftfuld punknæve (nå, nej, de er ikke et fucking punkband!), så har bandets musikalske hvirvelvind allerede skabt store forventninger.
Derfor var det oplagt at fejrede Fabräks debutalbum ‘Rige børn leger bedst’ sammen med dem aftenen før udgivelsen på Søpavillonen.
Der var en sitrende energi på Søpavillonen. Det føltes som ankomsten af et nødvendigt elektrochok til den danske musikscene. For det er længe siden, nogen har bragt den slags rebelske, antiautoritære energi, som Fabräk har.
Den energi sprudlede Anton og Sixten, som de to medlemmer hedder, også af til et live-interview med Soundvenues Kristian Karl, der gik forud for koncerten.
Her fik de blandt andet understreget, at sangen ‘Jeg skater ik’ altså ikke er en diss-sang til hele skatermiljøet – de gider bare ikke skate. Duoen fik også jokende (tror vi?) sagt, at de fortryder samtlige deres tatoveringer, og så fortalte de om, at de oprindeligt kiggede lidt skævt til hinanden, da de opdagede hinanden på Soundcloud. Eller »rapper-Tinder«, som de kalder platformen.
(Fotos: Dejan Obretkovic for Soundvenue)