Dræbte Sandra sin mand? Eller tog han livet af sig selv, da han faldt ud over rælingen fra parrets hus i de sneklædte franske alper?
Det er filmsæsonens måske mest presserende spørgsmål, der har været med til at gøre ’Anatomy of a Fall’ – med den danske titel ’Frit fald’ – til en af årets allermest hypede titler, som vi præsenterede en tidlig visning af i Empire i samarbejde med Call me.
Justine Triets film med den tyske ’Toni Erdmann’-stjerne Sandra Hüller i en blændende hovedrolle vandt Guldpalmen på verdens fremmeste filmfestival i Cannes sidste år og har dermed allerede skrevet sig ind i filmhistorien.
I weekenden ryddede den bordet ved European Film Awards, og den er lige nu den førende kandidat til at gå i fodsporene på ’Parasite’, ’Drive My Car’ og ’All Is Quiet on the Western Front’ og blive Oscar-nomineret i hovedkategorien Bedste Film, selvom den ikke er på engelsk.
Hüller spiller forfatteren Sandra, der kommer på anklagebænken efter sin mands død, som filmen udfolder i en mesterlig åbningssekvens.
Den efterfølgende retssag bliver en pirrende og nervepirrende afsøgning af, om de konkrete beviser på nogen måde kan fortælle sandheden om et parforhold, mens omverdenen og medierne ser en god historie i den potentielt morderiske forfatter. Hjerteskærende bliver det, når kameraet drejes mod parrets 11-årige, delvist blinde søn.
’Frit fald’ er noget så sjældent som en kunstnerisk stimulerende crime-historie, der sætter sit greb i publikum fra første sekund.
Se billeder fra aftenen nedenfor, hvor nogle dygtige quizdeltagere kunne tage hjem med flotte præmier fra Call me og lidt Soundvenue-merchandise.
Foto: Joe Miller/Soundvenue