»At spille sammen med musikere fra Det Kongelige Kapel er en drøm, der går i opfyldelse«.
Sådan sagde den moderne og genrevridende hiphopduo Fraads, inden de åbnede koncertrækken Crossover, der præsenteres af Soundvenue og Det Kongelige Teater.
Crossover er en ambitiøs koncertrække der sætter nogle af tidens vigtigste bands sammen med musikere fra Det Kongelige Kapel i et format, der udfordrer både publikum og artister.
Til crossover-koncerterne vil et udsnit af Det Kongelige Kapels musikere starte med at tage publikum med ind i deres univers med populære klassiske værker fra øverste hylde.
Derefter smelter kapelmusikerne sammen med de medvirkende bands og spiller omarrangerede versioner af deres hits, før rejsen slutter i den rytmiske ende, når bandet spiller egne numre alene.
Den energiske duo udgav sidste år deres anmelderroste debutalbum ‘FRaaaDS’, som etablerede et fantasifuldt og mangefarvet lydunivers. Albummet er en magisk realistisk fortælling om en ung mand, der er fuldkommen opslugt af sine følelser, drifter og indre stemmer. Et univers, der går igen til deres koncerter, hvor Papa Erotic i front blandt andet slanger sig rundt i stemningsfulde kulisser.
Nu prøvede de kræfter med Det Kongelige Kapel – verdens ældste orkester, der kan føre dets historiske rødder tilbage til 1448 til Trompeterkorpset ved Christian I’s hof. Orkesteret har i dag over 100 musikere tilknyttet, og til denne koncertrække er det en mindre gruppe fra kapellet, der spiller.
»Orkestermusik er en inspiration for os, men det er ikke barnemad! Der er noget sidste boss over at skulle møde Det Kongelige Kapel i Operaen, så vi er allerede i gang med at øve os. Men det bliver det fedeste i verden«, siger Fraads’ Papa Erotic og David Engelbrecht, der har opnået succes ved at udfordre vores forventninger om, hvordan hiphop kan lyde.
Omarrangeringen af Fraads’ numre stod komponisten Christian Balvig for. Han har tidligere arbejdet sammen med Copenhagen Phil om deres ’60 Minutes’ og lavet scores til flere DR-produktioner, senest ‘Ulven kommer’, hvor han også lavede titelsangen sammen med When Saints Go Machine.
Se Fraads og Det Kgl. Kapel opfører sangen ‘Papa kommer tæt på’ på Facebook.
(Foto: Sebastian Apel for Soundvenue)