Efter at Joachim Triers nye film havde gået sin sejrsgang verden rundt, og efter blandt andet en Cannes-pris og to Oscar-nomineringer var det endelig vores tur til at nyde den ualmindeligt veloplagte film, der nok går lige i hjertet på mange omkring de 30.
’Verdens værste menneske’ handler om Julie (en kraftpræstation af breakout-stjernen Renate Reinsve), der ikke ved, hvad hun skal med sit liv. Hun studerer medicin, fordi det var det eneste sted, hun kunne bruge sit høje snit, skifter til psykologistudiet, før hun opdager, at hun brænder for at fotografere. Eller skulle hun måske hellere leve af at skrive?
Hun indleder et forhold til en ti år ældre kulttegneserieforfatter (Anders Danielsen Lie), som dog siden skiftes ud med den jævnaldrende Eivind, og Joachim Trier drøner gennem hendes forelskelser, tvivl og tanker med fantastisk sjov, følsom og smittende energi.
Se traileren til ‘Verdens værste menneske’.
Joachim Trier slog igennem med de skelsættende ’Reprise’ og ’Oslo, 31. august’, og ’Verdens værste menneske’ er afslutningen på hans såkaldte Oslo-trilogi, uden at man behøver at have set de andre for at sætte pris på den nye.
Trier er halvt dansk, og han var altså med efter forpremieren, hvor han tog imod spørgsmål fra Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen og publikum.
Foto: Daniel Liversage/Tidewarp