Nicolas Cages »bedste rolle i nyere tid« har været meldt op med jævne mellemrum det seneste årti. Men vi er nødt til at gøre det igen, for skuespilleren leverer en dybfølt præstation i den sorthumoristiske ’Dream Scenario’, som vi inviterede til forpremiere på i Empire Bio.
Bag A24-filmen står et af Skandinaviens største talenter, Kristoffer Borgli, der imponerede med debuten ’Sick of Myself’, som altså har bragt ham direkte mod USA og en af klodens største stjerner.
Efter filmen tonede han frem på det store lærred på en direkte forbindelse fra Los Angeles, hvor han bor, og svarede oplagt på spørgsmål fra Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen.
»Jeg flyttede til L.A. i 2017 og har næsten skrevet ‘Sick of Myself' og 'Dream Scenario' lige efter hinanden. Det skete på grund af vanviddet inde i mit hoved. Jeg følte, at min værdi som menneske konstant blev vurderet, hver gang jeg tog til en middag. Jeg følte mig som den mindst interessant person i rummet. Og der var visse ting, jeg blev næsten desperat efter at opnå i livet, alene fordi jeg befandt mig i L.A.«, fortalte Borgli blandt andet.
‘Dream Scenario' handler om den grå og anonyme universitetsprofessor Paul Matthews, som pludselig uden nogen forklaring optræder i et utal af menneskers drømme!
Det giver ham en pludselig viral berømmelse, som han måske nyder mere, end han lige vil indrømme, og det bliver starten på en uforudsigelig, intelligent og skarp satire over celeb- og cancel-kulturen.
Selvom filmen således er beslægtet med Charlie Kaufman-perler som ’Evigt solskin i et pletfrit sind’ og ’Being John Malkovich’, er det samtidig en dybt original fortælling til tiden.
Se fotos fra aftenen, der også bød på quiz og gratis øl og popcorn, nedenfor.
(Foto: Joseph Miller for Soundvenue)