TALKS / KONCERTER / FILMVISNINGER
TIDLIGERE EVENT
Release-fest med formidable Brimheim
21. marts 2024
Pris:
130 kr.
Copenhagen Distillery
SE FLERE SOUNDVENUE LIVE-EVENTS

Frygtede Brimheim nogensinde, at hendes fanskare »ville gå totalt indie-snob på den« og afskrive hendes nye, radiovenlige singler?

Det spørgsmål blev torsdag aften stillet fra salen, da Soundvenue LIVE inviterede til releasefejring af hendes andet album, ’Ratking’, på Copenhagen Distillery.

Det er nemlig ingen hemmelighed, at især to af singleforløberne – den straight up dansevenlige ’Literally Everything’ og Eee Gee-samarbejdet ’Brand New Woman – er markant mere poppede, end vi hidtil har hørt den dansk-færøske musiker.

Men aftenens hovedperson havde det perfekte modsvar til alle dem, der måtte betragte hende som et sellout.

»Jeg tænkte, det var en god måde at skille fårene fra bukkene«, svarede hun med et glimt i øjet, og publikum kvitterede med et kæmpe bifald.

I løbet af aftenen blev det da også tydeligt, at ’Ratking’ er alt andet end en popplade.

I en indledende q&a forklarede musikeren, at intentionen var »at afsøge yderkanterne af, hvad en Brimheim-plade kan være«, og man forstod, hvad hun mente, da den efterfølgende lyttesession bød på både blide ballader og horntunge rockkakofonier.

Da hun og bandet senere på aftenen indtog scenen for at spille en række af de nye numre live, blev kontrasterne også dyrket til fulde.

Under netop den synthpoppede førstesingle ’Literally Everything’ lod Brimheim guitaren stå, så hun i stedet havde hænderne fri til at danse, og senere var hun tilbage i mere velkendt territorie, da optrædenen kulminerede med et gigantisk indierock-brag.

Højdepunktet var, da hun under den hjemsøgende klaverballade ’Hurricane’ kravlede op på balkonen, hvor hun skiftevis klamrede sig til gelænderet og strakte armene ud over det betagede publikum, mens hun sang.

Man må sige, hun har sans for drama. Og det gik lige i hjertet.

Til sidst stod den på afterparty med Brimheim-certificerede cocktails, inden musikeren klokken 00.00 sharp fik sig et velfortjent shot for at fejre, at ‘Ratking’ nu endelig er ude i verden.

Se billeder fra torsdagens Soundvenue LIVE med Brimheim forneden.

SE FLERE SOUNDVENUE LIVE-EVENTS